Bævere stod bag “djævelske proptrækkere”

HVAD ER DET??!!

Her ses et af de mest sære og usædvanlige fund af fossiler nogensinde. Og i mange år var de en kilde til stor undren og disput hos palæontologerne.
For hvad er det dog?

Man har fundet tusindvis af disse meterlange, snoede forsteninger over hele Nebraska i USA og i nabostaten Wyoming. Gennem tiden er de dukket op, når vejret har nedbrudt det blødere klippemateriale omkring dem. Selve stenspiralerne menes at være mellem 20 og 25 millioner år gamle.

Det var den amerikanske palæontolog Erwin H. Barbour, der i 1892 blev opmærksom på disse underlige formationer og beskrev dem og tog dem med i sin udstilling på University of Nebraska. Og sådan startede den videnskabelige diskussion.

De lokale i Nebraska havde kendt til de underlige formationer i generationer. De kaldte dem for Djævlens Proptrækker (Devil’s Corkscrew), og derfor fik de det videnskabelige navn Daemonelix, som nogenlunde kan oversættes til Djævlens Skrue på græsk.

Barbour, der først introducerede dem til videnskaben, mente først, at det måtte være rester af en forhistorisk ferskvandssvamp. Men så fandt han planterester i de forstenede strukturer. Måske var det i virkeligheden rødder fra træer eller planter, der havde vokset på denne måde?

Senere igen mente han, at det måtte være rester skabt af forhistoriske søer.

Andre palæontologer bød også ind, og nu nærmede man sig et svar. Næste bud var, at det måtte være underjordiske gange gravet af en eller anden form for gnavere, og planteresterne var noget af dyrenes forråd. De hule gange var med tiden fyldt af sediment, som var forstenet, og derfor har vi i dag aftrykkene tilbage i form af disse store spiralkonstruktioner.

Barbour var lodret uenig, og det førte til stor diskussion, men efterhånden blev det den herskende teori.

Og så talte man ikke mere om det.

Ikke før i 1970’erne hvor forskere fra Kansas igen gav sig til at studere de underlige forstenede formationer. For hvad var det egenligt for “en eller anden gnaver”, der havde lavet gangene? Og hvorfor? Og efter grundige undersøgelser kom man frem til konklusionen.

Man havde faktisk allerede tilbage i tiden fundet forstenede små forhistoriske bævere i gangene, men man havde ikke tillagt det meget betydning.

Nogle af de tidligste arter af bævere, der nu for længst er uddøde, var faktisk små dyr, der boede i huler under jorden.

Forskerne i 70’erne fandt nu, at de store fortænder hos de tidlige bævere var et perfekt match til gravemærkerne på siden af forsteningerne.

De kortlage, hvordan de små tidlige gnavere, havde udgravet disse imponerende konstruktioner, og de fandt også frem til deres funktion. De sirlige spiraler, der kan gå meget langt ned i jorden, var helt utroligt velkonstruerede kanaler til at styre udluftning, luftfugtighed og temperaturer i dyrenes underjordiske huler for enden.

– Faktisk kunne man måske nok have sparet de mange års videnskabelige disput over de djævelske spiraler. Havde man spurgt de indfødte oprindelige folk, Lakota souix- folket var man måske kommet hurtigere frem til svaret.

De oprindelige folk i området havde også kendt til spiralerne i århundreder, og de havde også set de små forstenede bævere, der blev fundet sammen med dem. På det oprindelige Lakota-sprog kaldtes stenspiralerne for “Ca’pa el ti”, der oversat betyder bæverhuler, og de indfødte folks myter fortæller, hvordan guderne i sin tid spurgte alle dyrene på jorden, hvem der ville ofte sig selv for at stoppe de onde kræfter, der var sluppet fri her af onde vandmonstre. De små underjordiske bævere tilbød at ofre deres eksistens, og guderne forvandlede både dem og deres hjem til sten, og verden slap af med de onde kræfter, der var sluppet fri.

Det var to forklaringer på samme fænomen.

Vi kan lide dem begge – og de er blot ét eksempel på, at bævernes historie er fuld af overraskelser, gåder og spændende fortællinger.