Det er et af de spørgsmål, vi altid får, når vi er ude og holde foredrag. 

Vi starter på Sjælland:
Seneste vurdering fra myndighederne er fra 2020, hvor man vurderede, at der fandtes omkring 40 bævere i det sjællandske. 

Her lever dyrene i Nordsjælland i området omkring Arresø og opland. 

I Jylland vurderede man ligeledes i 2020/2021, at der er mellem 270 og 315 bævere.

Netop de jyske bævere og antallet af dem har været til debat dette efterår i forbindelse med mediernes fokus på bævere og laks.

De 18 bæverne, der i sin tid blev sluppet løs i Flynder Å i Klosterheden, er sidenhen blevet til 300, og hvis man skal tro på Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Holstebro Kommune, så er der tale om en regulær “kolonisering af hele Storå-systemet”.

Det kunne man for eksempel læse i den lokale avis Dagbladet Holstebro-Struer den 14. november i år. 

Vi oplever, at man kan læse denne formulering som om, der er tale om 300 bævere alene i Storå. 

Det er forkert. 

Man vurderer, at der er mellem 270 og 315 bævere i HELE Jylland. 

Er det så mange eller få?

Ifølge en showvært på DR er det “helt vildt mange!”, og gennem mediernes måde at tale om det på, kan man næsten få følelsen af, at bæverne spreder sig ukontrollabelt i det ganske land. 

Vi oplever, at den medieskabte fornemmelse af, at der er “helt vildt mange” bævere, fører til en forråelse og aggressiv tone i debatten, hvor man igen og igen hører spørgsmålet, om vi så ikke skal til at have skudt de bævere. Når der nu angiveligt er så mange… 

(For god ordens skyld vil vi her indskyde, at bæveren er fredet!)

Men prøv lige at tøv et øjeblik og se nærmere på tallene. 

For knap 25 år siden blev der sat 18 bævere ud i Jylland. Det har altså taget hele 25 år for de 18 bævere at formere sig og blive til de omkring 300. Det vil sige, der er den periode er kommet omkring 12 nye bævere i hele Jylland hvert år i gennemsnit.

Da man genudsatte bæverne i sin tid, var det med håbet og ønsket om, at de netop ville formere sig, sprede sig og indgå i den danske natur igen på linje med andet vildt derude. 

Det går godt. Det går lige så stille og roligt fremad, kan man sige. 

I de første knap 20 år med bævere i jysk natur, var det endda muligt at tage ud og tælle dem manuelt næsten én for én! 

Det er jo ret vildt. Prøv at tænk at skulle tage ud og tælle for eksempel harer eller agerhøns på den måde. Det ville være en uoverskuelig opgave med enhver anden vildtart. 

Vildere har “eksplosionen” i antallet af bævere altså heller ikke været. 

De seneste år er arbejdet med overvågning overgået til NOVANA under Aarhus Universitet. 

Her tæller man ikke længere dyrene enkeltvis, men man overvåger, hvor der findes territorier og regner herefter med, at der findes i gennemsnit 3,5 bævere per territorie, og der produceres 1 unge om året. Det siger tallene fra litteraturen. 

I 2021 vurderede man, at der var 77 aktive bæverterritorier i Jylland. Der kommer cirka 6 nye territorier til per år, og man regner med, bestanden i Jylland vil vokse med cirka 7 – 10 % den kommende årrække, hvor bestanden stadig er i etableringsfasen.

Nogle af bæverne findes ganske rigtigt forskellige steder i Storå, Danmarks næstlængste å, samt i sideåer og søer i tilknytning hertil. 

Men der lever også bævere i Varde Å, Skjern Å, Karup Å, hele Flynder Å-systemet med Nissum Fjord og tilhørende store opland med søer. Der lever bævere i Thy, Himmerland, Hanherred og Salling. 

De knap 300 bævere er altså spredt over et betydeligt stort stykke af Jylland. 

De 300 bævere var ikke engang nok til, at bestanden kunne få mærkatet “gunstig bevaringsstatus”, som betyder, at bestanden har et sundt og bæredygtigt antal og derved er knap så sårbar.

Det er ellers den første milepæl i udviklingen, man håber på at kunne opnå.

Man regner med, at bestanden, når den opgøres igen i 2025 måske kan opnå vurderingen “gunstig bevaringsstatus” fra myndighederne. Her ser man både på antallet af bævere samt udbredelse, levesteder og fremtidsudsigter.

Til sammenligning findes der mellem 7000 – 8000 store kronhjorte i den danske natur.  Der skydes 40.000 – 45.000 ræve og 77.000 rådyr hvert år! 

Vi ved selvfølgelig, at bævere kræver noget særligt af omgivelserne, og de sætter et stort aftryk derude. De “fylder meget” med deres adfærd, og derfor er der naturligvis heller ikke plads til mange tusind bævere.

Men der går vist længe endnu, før bæverne tilnærmelsesvis er oppe på et antal, man med rette ville kunne kalde “helt vildt”. 

HVAD ER DET??!!

Her ses et af de mest sære og usædvanlige fund af fossiler nogensinde. Og i mange år var de en kilde til stor undren og disput hos palæontologerne.
For hvad er det dog?

Man har fundet tusindvis af disse meterlange, snoede forsteninger over hele Nebraska i USA og i nabostaten Wyoming. Gennem tiden er de dukket op, når vejret har nedbrudt det blødere klippemateriale omkring dem. Selve stenspiralerne menes at være mellem 20 og 25 millioner år gamle.

Det var den amerikanske palæontolog Erwin H. Barbour, der i 1892 blev opmærksom på disse underlige formationer og beskrev dem og tog dem med i sin udstilling på University of Nebraska. Og sådan startede den videnskabelige diskussion.

De lokale i Nebraska havde kendt til de underlige formationer i generationer. De kaldte dem for Djævlens Proptrækker (Devil’s Corkscrew), og derfor fik de det videnskabelige navn Daemonelix, som nogenlunde kan oversættes til Djævlens Skrue på græsk.

Barbour, der først introducerede dem til videnskaben, mente først, at det måtte være rester af en forhistorisk ferskvandssvamp. Men så fandt han planterester i de forstenede strukturer. Måske var det i virkeligheden rødder fra træer eller planter, der havde vokset på denne måde?

Senere igen mente han, at det måtte være rester skabt af forhistoriske søer.

Andre palæontologer bød også ind, og nu nærmede man sig et svar. Næste bud var, at det måtte være underjordiske gange gravet af en eller anden form for gnavere, og planteresterne var noget af dyrenes forråd. De hule gange var med tiden fyldt af sediment, som var forstenet, og derfor har vi i dag aftrykkene tilbage i form af disse store spiralkonstruktioner.

Barbour var lodret uenig, og det førte til stor diskussion, men efterhånden blev det den herskende teori.

Og så talte man ikke mere om det.

Ikke før i 1970’erne hvor forskere fra Kansas igen gav sig til at studere de underlige forstenede formationer. For hvad var det egenligt for “en eller anden gnaver”, der havde lavet gangene? Og hvorfor? Og efter grundige undersøgelser kom man frem til konklusionen.

Man havde faktisk allerede tilbage i tiden fundet forstenede små forhistoriske bævere i gangene, men man havde ikke tillagt det meget betydning.

Nogle af de tidligste arter af bævere, der nu for længst er uddøde, var faktisk små dyr, der boede i huler under jorden.

Forskerne i 70’erne fandt nu, at de store fortænder hos de tidlige bævere var et perfekt match til gravemærkerne på siden af forsteningerne.

De kortlage, hvordan de små tidlige gnavere, havde udgravet disse imponerende konstruktioner, og de fandt også frem til deres funktion. De sirlige spiraler, der kan gå meget langt ned i jorden, var helt utroligt velkonstruerede kanaler til at styre udluftning, luftfugtighed og temperaturer i dyrenes underjordiske huler for enden.

– Faktisk kunne man måske nok have sparet de mange års videnskabelige disput over de djævelske spiraler. Havde man spurgt de indfødte oprindelige folk, Lakota souix- folket var man måske kommet hurtigere frem til svaret.

De oprindelige folk i området havde også kendt til spiralerne i århundreder, og de havde også set de små forstenede bævere, der blev fundet sammen med dem. På det oprindelige Lakota-sprog kaldtes stenspiralerne for “Ca’pa el ti”, der oversat betyder bæverhuler, og de indfødte folks myter fortæller, hvordan guderne i sin tid spurgte alle dyrene på jorden, hvem der ville ofte sig selv for at stoppe de onde kræfter, der var sluppet fri her af onde vandmonstre. De små underjordiske bævere tilbød at ofre deres eksistens, og guderne forvandlede både dem og deres hjem til sten, og verden slap af med de onde kræfter, der var sluppet fri.

Det var to forklaringer på samme fænomen.

Vi kan lide dem begge – og de er blot ét eksempel på, at bævernes historie er fuld af overraskelser, gåder og spændende fortællinger.