Er børnebog ophav til myte om bæverens mad?

Et af afsnittene i bogen “Bæveren i Danmark” skal handle om, hvad bæveren spiser. Særligt dette afsnit synes vi er vigtigt, for det er et emne, vi møder rigtig mange misforståelser omkring og får mange spørgsmål til, når vi er ude blandt folk. 

Er bæveren et rovdyr, vil mange gerne vide. Og nej, det er det den ikke. (Og det er vist godt nok – vi kan godt forstå, man kan blive bekymret ved udsigten til en 35 kg tung og massiv blodtørstig bæver med mejselskarpe tænder.)

En af de mest sejlivede myter i forhold til bæveren er, at den spiser fisk. Det gør den IKKE. 

Mange er skeptiske over for bæverens tilstedeværelse i Danmark, og det må man naturligvis gerne være – men det skal ikke være med den begrundelse, at den spiser alle fiskene. Det er det, man kan kalde fake news. 

Bæveren er vegetar. Den spiser plantemad: Urter og vandplanter, blade og skud på træerne og bark. På billedet øverst ser du bæveren i gang med sin aftensmad – den har fundet et godt sted, hvor den kan spiser bladene direkte af træet.

Er det Narnias skyld?

At bæveren spiser fisk er en påstand, vi hører så ofte, at det er lidt interessant at tænke over, hvor den myte kommer fra.
Det er nok ikke til at finde én specifik kilde til misforståelsen, men én af dem, kunne godt være den kendte og meget læste bog af C.S. Lewis fra 1950 om eventyrlandet Narnia. 

Narnia-serien er kendt i det meste af verden, den er filmatiseret og vel næsten fast pensum i barndommens læsning. 

I bogen “Løven, Heksen og Garderobeskabet” møder man Hr. og Fru Bæver, der er et hyggeligt indslag på den ellers farefulde færd, som børnene Lucy, Peter, Edmund og Susan har begivet sig ud på i Den Hvide Heks’ rige. De to godmodige bævere tager imod børnene, inviterer dem indenfor og hjælper dem videre på rejsen. Børnene beundrer Hr. Bævers flotte dæmning – ‘årh det er skam blot en bagatel, blot en bagatel,’ siger Hr. Bæver beskedent – og så er den ikke engang færdig endnu, betror han dem. 

Inde i bæverbo sidder Fru Bæver ved symaskinen og syr, og det er så her, der sker noget i fortællingen, som nok blot er en detalje i historien, men som måske har været med til at lægge kimen til flere generationers misforståelse!

Fru Bæver har sat kartofler over, og nu skal Hr. Bæver skaffe mad: Han skal ud og fiske! Det går ham godt den dag, og snart steger mange store ørreder lystigt over ilden på panden i rigeligt stegefedt, kan man læse. 

Både børn og bævere nyder fiskemenuen med smør til kartoflerne. Børnene med sødmælk til, Hr. Bæver med øl, som er det eneste, han drikker. Til dessert får de varm te og syltetøjsroulade; klistret og frisk fra Fru Bævers ovn. 

Dette måltid er meget nøje beskrevet i bogen, og måske kan det tænkes, at det netop er her fra dette eventyr, der er allemandseje og har været læst for børn i generationer, at den store misforståelse stammer, at bæveren spiser fisk. 

Foto af en af siderne i Narnia “Løven, Heksen og Garderobeskabet” med illustrationer af Pauline Baynes. Her ses børnene og bæverne bænket om bordet til fiskemåltidet.

Hvad med syltetøjsrouladen?

Man kan måske nok tænke, at det er en anelse underligt, at det netop er det med fiskespisningen, der er blevet taget for gode varer og har levet videre som en myte. Man har for eksempel aldrig hørt den misforståelse, at bævere kun drikker øl, eller at den spiser alle landets syltetøjsroulader, mens den syr i forrygende fart på sin Husquarna. Alle de andre ting om bæveren, som står beskrevet i bogen. 

Men eftersom C.S. Lewis har taget den realistiske detalje med omkring bæverens dæmning, kan det måske være nærliggende at tænke, at fiskene måske også var en sådan realistisk detalje, da bæveren jo lever ved vandet? Det er ikke til at vide, hvem der i sin tid besluttede at tage netop denne detalje til troende. 

Måske er det odderens skyld?

Misforståelsen stammer sikkert ikke alene fra dette eventyr, og forklaringen på den skal nok findes mange steder. Måske også i det faktum, at bæveren i manges øjne fysisk måske kan minde om en odder?

Overfladisk set kan man måske nok godt forstå denne forveksling. I skyndingen ser man to pattedyr: De er begge brune, de er begge pelsede, og de lever begge ved vandet og er gode svømmere. Det er let at blive i tvivl, hvem er hvem, og hvem spiser hvad?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: