Er det en odder?

Nu er startskuddet gået for vores bogprojekt, og vi startede godt ud med møde hos AQUA Akvarium og Dyrepark i Silkeborg. Talen på mødet faldt også på nogle af de mange almindelige misforståelser, der hersker omkring bæveren. 

Medarbejderne her møder hvert år mange natur-nysgerrige danskere, der besøger akvariet og dyreparken, og de har fingeren på pulsen omkring, hvordan danskerne reagerer på mødet med dyr og planter, og hvor de mest udbredt misforståelser findes. 

Er det en odder?

Bjarke Birkeland, der er biolog og formidler hos AQUA Akvarium og Dyrepark fortalte meget interessant om, hvad de oplever i dagligdagen:
“For det første oplever vi mange, der forveksler bæveren og odderen. Det sker rigtig ofte,” forklarer han.
I dyreparken i Silkeborg kan man heldigvis hurtigt få lært at kende forskel, for der kan man se begge de to brunpelsede vanddyr nærmest side om side.

Er det et kæmpe rovdyr?

For mange af dyreparkens gæster byder mødet med en ægte bæver på noget af en overraskelse. Det fortæller leder af AQUA Akvarium og Dyrepark Lisbeth Skovmand Høgh.
“De fleste bliver meget overraskede over, hvor store dyrene er, når de første gang ser en bæver. Det er virkelig noget, folk reagerer på: Størrelsen! Det kommer bag på mange, at bæveren er så stor. Og endelig er der mange, der så gerne vil vide, om bæveren er et rovdyr,” fortæller Lisbeth Skovmand Høgh, der heldigvis kan berolige eventuelt bekymrede gæster med, at godt nok er bæveren stor, men den er fredelig, og den er ikke et rovdyr. Tværtimod.

Spiser den fiskene?

Det leder frem til den sidste meget udbredte misforståelse: At bæveren spiser fisk. Det er måske også nærliggende at tro, for den lever jo i vand, og vores andet vanddyr i brun pels fra før, odderen, er jo en glad fiskespiser.
“Men bæveren er planteæder! Det er også en ting, vi gør meget ud af at fortælle om, og som der ofte er spørgsmål til,” siger Lisbeth Skovmand Høgh.  

Bæveren er et nyt dyr i dansk natur. Det er ikke så underligt, vi ikke har den helt inde under huden endnu.
I Alopex Media håber vi på, at vores bog til sin tid kan være med til at udbrede kendskabet til dette utroligt spændende dyr. Det er vores store mål. 

Billedet øverst:
Vi fik også lov at møde bæverne hos AQUA Akvarium og Dyrepark under vores møde. Det var en stor oplevelse. Bæverne er meget lidt aktive her om vinteren, og de sad og puttede sig og småslumrede, mens vi var der. Du kan se en af de lidt søvnige bævere fra dyreparken, som vi så igår, på billedet allerøverst.

Du kan allerede nu læse lidt mere om bæveren – også om dens madvaner her på siden.
Og du kan læse mere om AQUA Akvarium og Dyrepark lige her!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s