Når det er vinter, når vejret er koldt og træls, holder bæverne sig gerne inden for i deres bo. Nu er det forår, og der er så småt ved at være mere aktivitet derude, selvom det stadig er sporadisk.
Fotograf Mikkel Jezequel har haft mange ture ud i bæverland den seneste tid uden at møde en bæver. Sådan er vilkårene. Men man må alligevel køre ud og være der, når der så endelig sker noget, og det gjorde der i aftes!
Det var en smuk aften efter en smuk dag med solskin. Koldt dog, -2 grader, men klart og helt stille.
Der var også stille ved bæversøen en time før solnedgang, da fotografen ankom og satte sig til rette skjult og helt i ro.
Men ved solnedgangstid kom den første bæver til syne, et brunt hoved som stak op over vandet.
Bæveren er nataktiv, det gør arbejdet med fotograferingen vanskeligere.
Men denne aften i går kom hele to bævere frem, mens der endnu var en smule lys. Til sidst var det dog næsten helt mørkt. Det var to voksne bævere, som danner par, der kom ud og sonderede terrænet.
De svømmede lidt rundt til en start, men kom så op og satte sig til rette på en af deres spisepladser.
Bæveren har gerne faste pladser rundt omkring, hvor den slæber pinde hen, som den spiser barken fra.
Herefter fulgte en utrolig dejlig stund, hvor de to bævere bare hyggede sig og slappede af. Den ene tog fat på at spise, og den anden gik i gang med den store omgang “grooming” – pelspleje, som bæveren bruger meget tid på.
Se lige hvordan den har strakt sit ene bagben ud foran sig, det ser mere akrobatisk ud, end man måske umiddelbart kunne forestille sig om en bæver, men man må sno sig for at nå også den nederste pels på maven.