I 1999 var der ingen i Danmark, der havde erfaring med bævere. Det var vigtigt, at der dog var nogen, der kunne håndtere dyret, når det skulle udsættes her, og én af dem, der blev spurgt, om han ville arbejde med projektet, var Karsten Lund Jensen, skovløber i Naturstyrelsen Vestjylland.
Journalist Kamilla Husted Bendtsen har i denne uge haft fornøjelsen af at interviewe ham til bogen “Bæveren i Danmark” om oplevelserne dengang, hvor Karstens hverdag på arbejde så noget anderledes ud end vanligt.
Han sagde straks ja til at være med på bæverholdet i Tyskland, for han har altid syntes, det var spændende med det nye dyr, der skulle sættes ud til gavn for naturen.
Karsten og hans kolleger var i Tyskland i 14 dage hos de tyske bæverfangere og hjalp med at indfange de dyr, der skulle til Danmark. Tyskerne havde holdt øje med dyrene og havde styr på, hvor de færdedes, og hvor mange der var. Der var enkelte enlige bævere, men ellers gik man efter at fange hele bæverfamilier ad gangen.
Bæveren er bomstærk!
“Jeg havde selvfølgelig læst på lektien, men jeg havde aldrig set en bæver før i mit liv, da vi kom til Tyskland. Den første bæver jeg så, var jeg med til at fange,” fortæller Karsten Lund Jensen, der forklarer, at tyskerne havde forberedt indfangningen og spændt net ud under vandet, hvor de fangede bæveren.
“Men en bæver kan jo gnave sig ud af sådan et net på nul komma fem, så man skal være hurtig til at få den op på land og så kaste sig over den,” forklarer Karsten, der måtte skynde sig at overmande den første bæver i hans bekendtskab – dyrets styrke kom dog bag på ham.
“Jeg vejede nok 90 kg dengang, og jeg satte mig på skrævs henover dyret og holdt det fast, men det var alligevel en stor opgave. Den er meget muskuløs og ekstrem stærk,” fortæller han.
Rolige dyr
Bæveren kom hurtigt ud af nettet og over i en transportkasse. Herfra blev den sat ud i et midlertidigt anlæg, der var lavet til dyrene. Her kunne de både gå på land og i vandet, og der var et lille hus til dem.
Selvom bæverne selvfølgelig satte sig til modværge, når de sådan blev overmandet af en jysk skovarbejder med et net, så faldt de fint til ro i deres midlertidige indhegning, fortæller Karsten Lund Jensen.
“De var helt rolige, mens de var i “kravlegården” i Tyskland. Vi så til dem hver dag, og vi gav dem mad. Friske pileskud og den slags plukkede vi til dem dagligt, og de spiste godt af det hele.”
Da familierne efterhånden var indfanget, blev de transporteret til Danmark i en lejet lastbil, der var beregnet til at transportere zoologiske dyr, og herefter blev de som bekendt sat ud i Klosterheden.
I alt seks steder blev der sat bævere ud, for det meste i al stilhed, men den første udsætning, hvor der blev sat en bæverfamilie ud i Møllesøen, skete under fuld bevågenhed fra pressen og med et stort publikum.
En, to, tre så svømmede bæveren rundt i søen
Inden udsætningen havde man fået konstrueret kunstige bæverboer.
Karsten Lund Jensen var selv med til at bygge nogle af dem.
“Vi gravede en hule på cirka en kvadratmeter og dækkede den til med grene, så den lignede et rigtigt bæverbo. Hulen havde en gang, som mundede ud under vandet, ligesom bæverne selv laver. Vi havde dog spærret udgangen under vandet med pilegrene, for det var meningen, at bæverne skulle været et døgns tid i hulen, så de kunne akklimatiseres og falde til, inden de kom ud,” fortæller skovløberen.
Men sådan gik det ikke!
“Vi kom med bæverne i transportkassen, og til ære for publikum og pressens fotografer havde vi stillet en lille “løbegård” op; et metalbur, som bæverne selv skulle gå igennem fra transportkassen og hen til hulen. Så kunne man da lige nå at se dem, havde vi tænkt. Men det havde vi nu ikke behøvet. Bæverne kom godt ned i hulen, vi lukkede til med grene, for nu skulle de jo lige være dernede i fred og falde til – men der gik kun 20 sekunder, så svømmede bæverne rundt ude i søen. Så kunne publikum jo rigtig se dem. Bæverne havde ikke ladet sig sænke af vores pilegrene foran udgangen, det havde de slet ikke taget sig af,” fortæller Karsten Lund Jensen og siger samtidigt (en lille smule ærgerlig?), at bæverne nu i øvrigt slet ikke ville bo i de kunstige bæverboer, der var lavet til dem.
“Vi havde ellers fulgt tyskernes anvisninger til punkt og prikke. Men det var nok ikke helt godt nok alligevel.”
Han glæder sig dog over, at bæverne synes at kunne lide valget af område. Der har for eksempel været bævere omkring Møllesøen lige siden, dyrene blev udsat.
Territoriet var altså godt nok, det var bare boligerne, der ikke indfriede forventningerne.
Derfor byggede bæverne selv deres egne boer efterfølgende – ofte ret tæt på de kunstige menneskeskabte.
Bæverenidanmark.dk 