Bæver ‘stjæler’ mad – live (næsten) fra Klosterheden (video)

Fotograf Mikkel Jézéquel, der arbejder på at fotografere til bogen om bæveren i Danmark, har for alvor taget hul på sæsonen. I går aftes var han heldig at være vidne til et lille “mini-drama” hos en bæverfamilie i Klosterheden.

På billedet her ser du en af de voksne bævere – vi tror, det er hannen i familien – komme ned til vandet med mad i munden til den anden bæver, der sidder og venter. Bæveren i vandkanten er mindre, og vi tror det er en stor unge, der er cirka et år gammel. En lækker pind med saftigt bark og små sprøde kviste er på menuen.

Ungen i vandkanten tager godt imod maden, men da far bæver selv vil have en bid af den mad, han har skaffet, bliver det ikke taget godt imod.

Se her på videoen.

Hvad gør man så?
Nå ja, så må man jo gå op i skoven og hente nyt mad med ned til vandet 🙂

Bævere har det bedst i vand, og når de skal spise, vil de helst sidde i vandkanten, som du kan se på videoen. Om vinteren og i det tidlige forår som nu spiser bæverne gerne tynde grene og bark. Det er de nødt til at bevæge sig nogle meter op fra vandet for at hente, og så tager de maden med tilbage til spisepladsen i vandkanten.

Bævere er sociale dyr, der lever i familiegrupper. De danner fast par for livet. Ungerne bliver hjemme i familien i to år. Første år er de selvfølgelig små og skal vokse sig store. Når de er ét år gamle hjælper de til med at passe det næste hold. Den store unge her i videoen, der tager maden, er snart et år. Når der kommer et nyt kuld unger til juni, skal den således selv igang med at hente mad ned. Så det er med at nyde det, mens man kan 🙂

Noget af det bedste ved at arbejde med dette bogprojekt er helt klart de oplevelser, man får, når man observerer bæverne i deres naturlige miljø. Ligesom det lille optrin her med maden. Det er fantastisk at være vidne til og absolut alle de mange timers arbejde værd.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen
Foto og video: Mikkel Jézéquel
Alopex Media

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s