‘Mosekonen’ er selvfølgelig et opdigtet navn, som kvinden selv har valgt til denne tekst. Hun frygter, at hendes rigtige navn vil afsløre den præcise beliggenhed af bæverdæmningen, og hun ønsker ikke, at bæveren bliver yderligere forstyrret af mange nysgerrige gæster.
Hver morgen går Mosekonen en morgentur ned til åen i baghaven og tjekker.
Hvis det er nødvendigt, lirker hun lidt på bæverdæmningen dernede; hun tager en del af materialet i siden af bygningsværket, så noget af vandet kan løbe gennem. Vandstanden må ikke blive for høj.
Hver nat går bæveren fra tørvemosen en aftentur ned til åen i baghaven og tjekker.
Hvis der hul i dæmningen, bliver det repareret med det samme, inden resten af nattens aktiviteter går i gang. Vandstanden må ikke blive for lav.
Sådan har de to, Mosekonen og bæveren, “arbejdet sammen” om dæmningen fra hver sin side af åen i omkring fire år.
Det handler om at finde balancen: Det gælder om ikke at oversvømme naboerne og de “kubiksmarte lejligheder med adgang til grønne områder”, som kommunen reklamerer med i området, men der skal også være vand nok til bæveren.
Det synes Mosekonen i hvert fald. Hun er glad for sin bævernabo og giver gerne naturen en hånd, som hun siger.
Hun var derfor glad, da bæveren i 2009 flyttede ind i mosen bag ved hendes grund, og hun var langt fra begejstret, da Naturstyrelsen dukkede op og begyndte at fjerne bæverens dæmning i åen.
“Bæveren byggede dæmningen op igen ligeså hurtigt. Jeg tror såmænd, de fjernede den dæmning over 50 gange, inden vi fandt den her løsning, hvor jeg går ned og piller i den,” fortæller hun.
Det handler om overfladevand og byggegrunde
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt, at Mosekonen gør sin frivillige indsats som regulator af bæverdæmningen?
Det handler om overfladevand. Mosekonen bor i en driftig kommune med flere nye byggeprojekter. Overfladevandet fra de nye kvarterer skal ledes væk, og et af stederne skal det netop passere ned gennem det lille åløb i Mosekonens baghave. Der kan være tryk på alt det nye vand, der nu skal igennem, og enhver bremse på vejen kan få konsekvenser for vandstanden. Derfor er bæverdæmningen blevet et problem for kommunen.
Naturstyrelsen har vurderet, at der er tale om en såkaldt sekundær dæmning, og den må gerne fjernes ifølge lovgivningen. Og det gjorde man så – flere gange om ugen den første tid, indtil Mosekonen kom på banen.
Det er skovløber Carl Jensen fra Naturstyrelsen Nordsjælland, der har stået for arbejdet med bæverdæmningen.
“Jeg synes, det er en rigtig god løsning, vi har fundet. Det er dejligt, når der træder frivillige kræfter til, og så længe Mosekonen kan sørge for balancen i vandstanden på den måde, så holder det fint,” siger Carl Jensen fra Naturstyrelsen Nordsjælland, der på den måde også har kunnet spare lidt mandetimer de seneste år.
Bæveren giver vand i søen
I sommeren 2018 var det tørke i Danmark. Gule græsplæner, slatne blade der visnede for tidligt på træerne, i bunden af de ellers rindende grøfter lå blot tørret mudder. Vandet var væk. Men ikke i Mosekonens sø. Her var vand og glade dage blandt de mange ænder, gæs og andre fugle, der flittigt besøger den.
“Det var bæverens skyld,” fortæller Mosekonen.
Hun er til dagligt specialsygeplejerske, men hun har også været “skovkone”, som hun kalder det, i over 30 år, hvor hun har boet med sin nu afdøde mand, der var skovløber i embedsbolig i Gribskov.
De købte grunden på 4000 kvm i Nordsjælland, hvor de byggede et norsk sande bjælkehus i 2007. På grunden lå en gammel sø, den var tilgroet og fuld af alger. Den blev renset op, og der blev fældet omkring, og Mosekonen kan nu nyde en dejlig stor, klar sø med fisk og fugleliv sammen med to andre naboer. Problemet har været at få vand nok i søen. Trods mange spekulationer, fandt man ingen løsning, der duede i forhold til at skaffe tilstrækkeligt vand.
“Men se nu her,” siger Mosekonen og peger på en fin udført rende, der går fra vandløbet bag dæmningen og ned i søen. Til perfektion lagt præcis på det rette sted tilsyneladende.
Det er bæverens arbejde.
Vi er gået ned for at besigtige åen og dæmningen på Mosekonens daglige tur, og det er sket iført gummistøvler. Det er nemlig ikke kun i søen, der er kommet vand. Hele det nederste stykke af Mosekonens grund er blevet vådområde med oversvømmede piletræer, og man skal holde tungen lige i munden for at træde sikkert gennem “junglestien”, som hun kalder vejen gennem det våde vildnæs, uden af få vand ind i støvlerne.
“De seneste år er der kommet store, grønne frøer, der sidder og kvækker her,” fortæller hun glad og som på bestilling høres en kvækkende brummen i baggrunden ude fra sumpen.
Belønning i naturens skønhed
Mosekonen har fået sig indrettet godt. Hun elsker naturen og på grunden får “det vilde” lov at herske. Her bor hun tæt på fuglene, ræven, svaneparret og de summende liv langs sø og å.
“Jeg finder stor glæde i alt, lige ned til det mindste insekt. Der skal ro på, jeg kan lide at betragte livet, og jeg vil hellere se på insekter end på en skærm,” forklarer Mosekonen og fortsætter:
“Den der rislende lyd af vandet over dæmningen, solskinnet der fanges i glimt. Jeg er helt vild med det. Det er min belønning, det er skønheden,” siger hun, når man spørger, hvorfor hun gider blive ved at ‘passe dæmningen’ år efter år.
Til spørgsmålet om det er en holdbar løsning, siger hun:
“Jeg lever i nuet, og det her, det fungerer lige nu. Jeg har så meget andet frivilligt arbejde. I det her land er det de frivillige, der bærer en stor del.”
Bæverenidanmark.dk 