Hvordan kan man se, om det er en hanbæver eller en hunbæver?
Det spørgsmål får vi sommetider. Og svaret er faktisk ganske simpelt:
Det kan man ikke!
Ikke med det blotte øje i hvert fald. I det ydre er hanner og hunner fuldstændig ens. De bliver lige store og har ens træk.
Bævere har heller ikke ydre kønsorganer, man kan kigge efter. Bævere har i stedet noget, der minder om krybdyrenes kloak: Èn fælles udgang for både urinrør, endetarm, bævergejl og kønsorganer.
Ofte er man nødt til at røntgenfotografere dyrene, hvis man vil være sikker på kønnet. På billederne kan man se, om der er en penisknogle eller ej.
Når hunnen er langt henne i sin drægtighed eller netop har født, kan man godt ane de fire direvorter hun har, som er fyldt med mælk. Her kan man se det. Men hunner, der netop har født, holder sig ofte inde i hulen eller meget tæt ved i den første tid, så det er sjældent, man møder hende.
Så altså nej: Det er ikke sådan lige til at sige, om det er Hr. eller Fru Bæver, du møder på din vej. Du må bare nyde, at du har set en bæver 🙂