Nu kommer bæverungerne frem

I januar/februar måned parrer bæverne sig. Og nu er det tid til, man kan se resultatet.
Bæveren får typisk mellem en og tre unger, der fødes i maj og juni.
De første par måneder er de små inde i bæverboet. De får mælk hos bævermor, men de kan ret hurtigt også spise fast føde i form af planter, urter, blade og små grene, som de voksne bævere plukker og henter med ind i hulen til dem.

Har indbygget ‘svømmebælte’
Bæveren har en helt utrolig tyk og tæt pels. Det er vigtigt, når den lever sit liv ved og i vandet. Pelsen er vandtæt, og den hjælper bæverne med at holde varmen i koldt vand.
Mellem hvert hårstrå i den tætte bæverpels er der luft. De mange småbitte luftbobler isolerer rigtig godt.

De små bæverunger fødes også med den karakteristiske tykke pels, der er godt isoleret – men ungerne er så små og lette, at de faktisk ikke kan dykke under vandet den første tid, fordi den megen luft i pelsen holder dem oppe. Nærmest som et indbygget svømmebælte!
Bæverens hule har altid udgang under vandet, så rovdyr ikke kan komme ind – det betyder, at bæverne er nødt til at dykke ned under vandet for at komme ud i den sø, de nu bor ved.
De helt små unger kan derfor ikke komme ud af hulen, før de er store og tunge nok til at kunne dykke. Derved kommer de først ud i det fri, når de er lidt større og bedre rustet til verden udenfor.
I områder, hvor der kan komme oversvømmelser, eller hvor bæverne har huler ind i brinker ved floder, der somme tider går over brederne, kan bæverboet blive oversvømmet. Her drukner de små unger, der endnu ikke kan dykke. Det er selvfølgelig en bagside af medaljen.

Tidligt op og fuld fart på
Udover denne uheldige side-effekt, der dog nok fungerer som en naturlig regulering af bæverbestanden, tror vi, det er en meget smart mekanisme, at bæverne på den måde har styr på de nye små inde i hulen den første tid.
Bæverungerne er meget små – en lækkerbidsken for mange rovdyr.

Nu er der imidlertid gået et par måneder, siden ungerne blev født, og i denne uge har vi været så heldige at møde en familie med hele to små unger, der nu er gamle nok til at komme ud.
De sidste aftener har vi siddet og observeret dem, og vi må sige, det vist er en fin ting, at ungerne er indendøre, mens de er mest sårbare, for det skorter ikke på virketrang og opdagelyst. De er ikke lette at holde styr på. (Man kan måske næsten forestille sig, at de voksne bævere puster lidt ud nu, hvor ungerne kan tage en svømmetur selv?)

Vi oplever, at ungerne kommer en del tidligere ud af boet end de voksne. Bæverne er nataktive og kommer som regel først ud lige omkring solnedgang – måske lidt efter. I disse dage vil vi forvente at se de voksne bævere ude kvart i ti – ti om aftenen.
Første unge dukkede ud af hulen kvart over otte! De står altså tidligt op – det er der nok andre småbørnsforældre, der kan nikke genkendende til.

På størrelse med en lille kanin svømmede ungen rundt i den store sø og så sig om. Hurtigt var den helt på den anden side af søen.
Aftenen igennem svømmede den lidt frem og tilbage, og et par ture hjem i hulen igen blev det også til.
Ind imellem så man også bæverunge nummer to, men den blev mere forsigtigt omkring hulen, hvorimod vores første unge var meget aktiv.
Til sidst blev den sulten og fik med meget stort besvær befriet en, for den, stor gren (for os andre lille kvist), som den satte sig i vandkanten og spiste med høje gnave- og smaskelyde.

Herunder ser du fotograf Mikkel Jézéquels billeder fra de sidste par aftener med den lille bæverunge.

Karsten var i mesterlære som ‘bæverfanger’

I 1999 var der ingen i Danmark, der havde erfaring med bævere. Det var vigtigt, at der dog var nogen, der kunne håndtere dyret, når det skulle udsættes her, og én af dem, der blev spurgt, om han ville arbejde med projektet, var Karsten Lund Jensen, skovløber i Naturstyrelsen Vestjylland. 

Journalist Kamilla Husted Bendtsen har i denne uge haft fornøjelsen af at interviewe ham til bogen “Bæveren i Danmark” om oplevelserne dengang, hvor Karstens hverdag på arbejde så noget anderledes ud end vanligt. 

Han sagde straks ja til at være med på bæverholdet i Tyskland, for han har altid syntes, det var spændende med det nye dyr, der skulle sættes ud til gavn for naturen. 

Karsten og hans kolleger var i Tyskland i 14 dage hos de tyske bæverfangere og hjalp med at indfange de dyr, der skulle til Danmark. Tyskerne havde holdt øje med dyrene og havde styr på, hvor de færdedes, og hvor mange der var. Der var enkelte enlige bævere, men ellers gik man efter at fange hele bæverfamilier ad gangen. 

Bæveren er bomstærk!

“Jeg havde selvfølgelig læst på lektien, men jeg havde aldrig set en bæver før i mit liv, da vi kom til Tyskland. Den første bæver jeg så, var jeg med til at fange,” fortæller Karsten Lund Jensen, der forklarer, at tyskerne havde forberedt indfangningen og spændt net ud under vandet, hvor de fangede bæveren. 

“Men en bæver kan jo gnave sig ud af sådan et net på nul komma fem, så man skal være hurtig til at få den op på land og så kaste sig over den,” forklarer Karsten, der måtte skynde sig at overmande den første bæver i hans bekendtskab – dyrets styrke kom dog bag på ham. 

“Jeg vejede nok 90 kg dengang, og jeg satte mig på skrævs henover dyret og holdt det fast, men det var alligevel en stor opgave. Den er meget muskuløs og ekstrem stærk,” fortæller han. 

Rolige dyr

Bæveren kom hurtigt ud af nettet og over i en transportkasse. Herfra blev den sat ud i et midlertidigt anlæg, der var lavet til dyrene. Her kunne de både gå på land og i vandet, og der var et lille hus til dem. 

Selvom bæverne selvfølgelig satte sig til modværge, når de sådan blev overmandet af en jysk skovarbejder med et net, så faldt de fint til ro i deres midlertidige indhegning, fortæller Karsten Lund Jensen. 

“De var helt rolige, mens de var i “kravlegården” i Tyskland. Vi så til dem hver dag, og vi gav dem mad. Friske pileskud og den slags plukkede vi til dem dagligt, og de spiste godt af det hele.”

Da familierne efterhånden var indfanget, blev de transporteret til Danmark i en lejet lastbil, der var beregnet til at transportere zoologiske dyr, og herefter blev de som bekendt sat ud i Klosterheden. 

I alt seks steder blev der sat bævere ud, for det meste i al stilhed, men den første udsætning, hvor der blev sat en bæverfamilie ud i Møllesøen, skete under fuld bevågenhed fra pressen og med et stort publikum. 

En, to, tre så svømmede bæveren rundt i søen

Inden udsætningen havde man fået konstrueret kunstige bæverboer. 

Karsten Lund Jensen var selv med til at bygge nogle af dem. 

“Vi gravede en hule på cirka en kvadratmeter og dækkede den til med grene, så den lignede et rigtigt bæverbo. Hulen havde en gang, som mundede ud under vandet, ligesom bæverne selv laver. Vi havde dog spærret udgangen under vandet med pilegrene, for det var meningen, at bæverne skulle været et døgns tid i hulen, så de kunne akklimatiseres og falde til, inden de kom ud,” fortæller skovløberen. 

Men sådan gik det ikke!

“Vi kom med bæverne i transportkassen, og til ære for publikum og pressens fotografer havde vi stillet en lille “løbegård” op; et metalbur, som bæverne selv skulle gå igennem fra transportkassen og hen til hulen. Så kunne man da lige nå at se dem, havde vi tænkt. Men det havde vi nu ikke behøvet. Bæverne kom godt ned i hulen, vi lukkede til med grene, for nu skulle de jo lige være dernede i fred og falde til – men der gik kun 20 sekunder, så svømmede bæverne rundt ude i søen. Så kunne publikum jo rigtig se dem. Bæverne havde ikke ladet sig sænke af vores pilegrene foran udgangen, det havde de slet ikke taget sig af,” fortæller Karsten Lund Jensen og siger samtidigt (en lille smule ærgerlig?), at bæverne nu i øvrigt slet ikke ville bo i de kunstige bæverboer, der var lavet til dem. 

“Vi havde ellers fulgt tyskernes anvisninger til punkt og prikke. Men det var nok ikke helt godt nok alligevel.”

Han glæder sig dog over, at bæverne synes at kunne lide valget af område. Der har for eksempel været bævere omkring Møllesøen lige siden, dyrene blev udsat.
Territoriet var altså godt nok, det var bare boligerne, der ikke indfriede forventningerne. 

Derfor byggede bæverne selv deres egne boer efterfølgende – ofte ret tæt på de kunstige menneskeskabte. 

Karsten Lund Jensen fortæller om sine oplevelser med at indfange bævere i Tyskland og sætte dem ud i Danmark lige her ved Møllesøen i Klosterheden, hvor de allerførste bævere blev sat ud. Det blev de på den lille ø, man måske akkurat kan skimte i baggrunden lige bag Karsten med de yderste små grantræer. 

Bæveren skaber død, der skaber liv

I sidste uge var vi på research-tur til Klosterheden under arbejdet med bogen. Her besøgte vi et stykke skov med høje graner, og ind imellem kunne man tydeligt se, hvordan bæveren har udset sig træer (ædelgraner), hvor den har gnavet barken af hele vejen rundt, så langt op den har kunnet nå.

Nogle mener, at bæveren kan spise noget af barken, andre mener, at bæverens ‘vandalisme’ simpelthen er en adfærd, der er designet til at få de store skyggende grantræer til at gå ud. Der vokser nemlig ikke mange planter i den mørke skygge af sådan et stort træ. Når træet går ud, kommer der lys ned, og der kan vokse planter og urter, som er mad for bæveren.

Uanset hvorfor bæveren har denne adfærd, hvor den løbende og tilsyneladende tilfældigt udvælger og afbarker store graner, så har det vidtrækkende effekter for både naturen og det enkelte træ. Uden den beskyttende bark sygner træet langsomt hen og dør.
Det er jo tragisk. Men træernes død er en rigtig god ting for hele økosystemet.
Når træerne dør, kommer der dødt ved i naturen, og her er levesteder for en helt masse insekter samt svampe og andre nedbrydningsorganismer.

Biller, insekter, larver og andet godt, der lever i det døde træ, er mad for fuglene, og det fører en helt masse nyt liv med sig. For eksempel spætten er rigtig glad for de afgnavede ‘bævertræer’.

I Klosterheden er der både stor flagspætte, sortspætte og grønspætte. De laver alle et nyt redehul i de døde træstammer hvert år, alle i forskellig størrelse. Alle disse spættehuller er guld værd for skovens andre beboere – der er nemlig mangle på den slags ‘boliger’ derude. Alle de mange forskellige små fugle i skoven kan flytte ind her, også flagermus og skovmår kan finde bolig i de døde træer.

Og der er endnu en “smart” mekanisme i den bæverskabte natur: Bæveren tager et lag bark fra et træ hist og pist og lidt fra år til år. Det betyder, at træerne ikke er lige langt i deres forfald. Nogle træer er afbarket i år og er stadig friske, andre har ligget visne og døde i flere år. Der er dødt ved i flere stadier derude, hvilket skaber levesteder for mange forskellige typer insekter, svampe og fugle med videre, der kræver forskellige forhold.
Alle de døde træer skaber altså en stor variation og et mylder af liv.

%d bloggers like this: