Fotograf Mikkel Jézéquel, der arbejder på at fotografere til bogen om bæveren i Danmark, har for alvor taget hul på sæsonen. I går aftes var han heldig at være vidne til et lille “mini-drama” hos en bæverfamilie i Klosterheden.
På billedet her ser du en af de voksne bævere – vi tror, det er hannen i familien – komme ned til vandet med mad i munden til den anden bæver, der sidder og venter. Bæveren i vandkanten er mindre, og vi tror det er en stor unge, der er cirka et år gammel. En lækker pind med saftigt bark og små sprøde kviste er på menuen.
Ungen i vandkanten tager godt imod maden, men da far bæver selv vil have en bid af den mad, han har skaffet, bliver det ikke taget godt imod.
Se her på videoen.
Hvad gør man så? Nå ja, så må man jo gå op i skoven og hente nyt mad med ned til vandet 🙂
Bævere har det bedst i vand, og når de skal spise, vil de helst sidde i vandkanten, som du kan se på videoen. Om vinteren og i det tidlige forår som nu spiser bæverne gerne tynde grene og bark. Det er de nødt til at bevæge sig nogle meter op fra vandet for at hente, og så tager de maden med tilbage til spisepladsen i vandkanten.
Bævere er sociale dyr, der lever i familiegrupper. De danner fast par for livet. Ungerne bliver hjemme i familien i to år. Første år er de selvfølgelig små og skal vokse sig store. Når de er ét år gamle hjælper de til med at passe det næste hold. Den store unge her i videoen, der tager maden, er snart et år. Når der kommer et nyt kuld unger til juni, skal den således selv igang med at hente mad ned. Så det er med at nyde det, mens man kan 🙂
Noget af det bedste ved at arbejde med dette bogprojekt er helt klart de oplevelser, man får, når man observerer bæverne i deres naturlige miljø. Ligesom det lille optrin her med maden. Det er fantastisk at være vidne til og absolut alle de mange timers arbejde værd.
Tekst: Kamilla Husted Bendtsen Foto og video: Mikkel Jézéquel Alopex Media
Det er ikke en sætning, man hører hver dag. Men den havde afgørende betydning for vores videre arbejde med bogen om bæveren.
I disse uger arbejder vi især på afsnittet om bæverens anatomi og fysiologi.
Bæveren er et virkelig spændende dyr at gå i dybden med, vi glæder os mega meget til at dele det hele hen ad vejen.
En af vores udfordringerne netop nu er, at vi meget gerne vil have en flot og grundigt illustreret bog, hvor man ikke bare gennem tekst, men også gennem billeder, lærer bæveren bedre at kende. Derfor er det vigtigt for os at kunne vise nogle af bæverens helt særlige kendetegn.
Men det er ikke let.
I Danmark lever bæveren vildt i naturen. Den er nataktiv og ret sky – svær at komme tæt på. Man kan ikke lige gå hen og hive fat i dens pote for at se svømmehuden mellem tæerne på bagfødderne.
– Og den ville vi ellers utroligt gerne vise: Svømmehuden. Det er en af de karakteristiske kropslige features hos dyret.
Ligeledes vil vi rigtig gerne vise dens tænder, kløer og hale i nærbilleder.
Alt sammen ret svært at komme tæt på i naturen.
Derfor blev vi så glad for oplysningen om den døde bæver.
Det var Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg, der kom os til hjælp og havde den døde bæver i fryseren, og i denne uge var vi på besøg for at “låne” bæveren til fotografering.
Bæveren var en han, som har været i dyreparken, men som desværre måtte aflives. Det var en lidt voldsom oplevelse sådan at stå med det døde dyr foran os, men vi tænker på, at denne bæver i døden er med til at fortælle bæverens historie og lære os alle mere om dyrene i lang tid fremad, når billederne trykkes i bogen.
Først skyllede vi de dele, vi ville fotografere, over med vand, så de fik et mere naturtro look og ikke så frosne ud.
Herunder kan du se nogle af de billeder, det lykkedes at tage:
Her ser du nærbilleder af bæverens fødder og poter. Til venstre er det bæverens bagfod, og du kan tydeligt se, at den har svømmehud mellem tæerne. Bæveren er godt tilpasset livet i vandet. På billedet til højre ses bæverens ene forpote. Den har ingen svømmehud, til gengæld er fingrene bevægelige ligesom dine egne. Bæveren kan åbne og lukke hånden og gribe fat om ting og bearbejde dem. Den har lidt længere kløer på forpoterne, som den også bruger til at grave med. Bæveren bor i huler under jorden, så det er vigtigt, den er en god graver.
Og endnu to nærbilleder, det var muligt for os at tage, fordi vi måtte låne den døde, frosne bæver. Til venstre er der zoomet ind på halen, som er dækket af hud, der har karakter som små diamantformede skæl. Bæveren har ikke pels på halen, og den nøgne hale er en vigtig del af bæverens temperatur-regulering. For eksempel kan den hurtigt køle ned på en varm sommerdag ved at stikke halen i koldt vand.
Til højre ser du bæverens tænder. På tegninger er bæveren ofte afbilledet med to store fortænder, der konstant stritter ud af munden. Men sådan er det faktisk ikke i virkeligheden. Bæverens tænder er som regel pænt gemt væk bag ved læberne, og man kan som regel kun være heldig at se dem, når bæveren spiser eller fæller træ. Men på dette billede kan du tydeligt se en af bæverens mest særprægede karakteristika: De skarpe, orange fortænder. Tænderne er orange, fordi emaljen indeholde en blanding af jernmineraler, der giver denne farve. Jernet i emaljen er med til at gøre overfladen ekstra stærk, hvilket er nyttigt, når bæveren bruger sine tænder til at fælle store træer med og dermed bidder i meget hårdt materiale.
Bæveren har en helt utrolig pels. Den består af to lag: Yderpelsen med brune, lange hårstrå, mellem 2 og 3 centimeter, og så underpelsen, der består af en meget tæt, ensfarvet grå uld.
Bæverpelsen tjener mange formål:
– Det er en særdeles tyk “overfrakke”, der holder bæveren varm hele året. – Den fungerer også som våddragt, for den er vandtæt, så bæveren aldrig bliver gennemblødt, selvom den lever i vand. – Det er også en art redningsvest, for bæverens pels indkapsler små luftbobler, der gør det let for bæveren at flyde og svømme rundt i vandoverfladen. – Og endelig er pelsen så tyk, at den beskytter mod bid og krads, hvis bæveren er oppe at slås med en rival.
Derfor er det vigtigt for bæveren at holde sin pels i orden, så den kan opfylde alle disse formål. Den bruger meget tid på at gnubbe sin pels, “rede” den og holde den fri for snavs og parasitter, så den altid er ren og blød og fluffy. Da bæverne netop var blevet sat ud i Klosterheden, gik et dansk studie igang, som skulle undersøge, hvad dyrene foretog sig, når de var ude af hulen og aktive. Studiet fra 2001 viste, at bæveren brugte hele 8 % af den aktive tid uden for hulen på pelspleje. Amerikanske studier af bævere i kunstige huler har vist, at bæveren også bruger en stor mængde tid, når de er i ro i hulen på at ordne sin pels. “Grooming” hedder det på engelsk.
Bæveren bruger sine forpoter til at gnubbe pelsen med, den bruger også sine tænder i plejen af pelsen, og endelig har den en helt særlig klo på bagfødderne, der fungere som en lille kam. Her kan du se en bæver fra Klosterheden, der er i gang med at give sin pels en tur. Filmet af fotograf Mikkel Jézéquel under arbejdet med bogen Bæveren i Danmark.
Bæveren går ikke i vinterhi. Om vinteren bruger den meget af tiden i sit bo, og hvis det er rigtig koldt og søen, den bor ved måske ligefrem er frosset til, behøver den ikke forlade boet så ofte, da bæveren er et dyr, der sørger for at samle forråd til vinteren.
Men når vi har en mild vintertid som nu, hvor det er plusgrader og ingen is og sne, kommer bæveren stadig ud af sin hule om natten og finder mad ude i landskabet.
Om sommeren spiser bæveren urter og blade og vandplanter, dem er der ikke mange af om vinteren, så her spiser bæveren primært bark.
Faktisk er det et rigtigt godt tidspunkt netop nu i vinterhalvåret at tage ud og se på spor efter bæveren. Der er ingen blade på træerne og ingen høj vegetation til at skjule sporene.
Her i januar har vi i forbindelse med arbejdet med bogen været mange ture ude forskellige blandt andet i Stråsø og i Klosterheden, hvor bæveren holder til, for at se på dens aktiviteter. De mange spor fortæller meget om bæverens adfærd og er spændende at se på.
Det er en ting ved bæveren: Selvom dyret kommer frem efter solnedgang og mest er ude om natten, så man sjældent ser den, så er man ikke i tvivl om det, hvis den findes i området. Man kan tydeligt se, hvor bæveren færdes, og hvor den netop har været. Det gør det til en stor oplevelse at færdes ude i bæveromgivelserne, selvom man måske ikke er heldig at se selve dyret.
Herunder kan du se nogle af de spor, vi har været heldige at opleve derude denne januar. Og skal du selv en tur ud et sted, hvor du ved, bæveren færdes, så er det sådan nogle ting her, du kan kigge efter.
Her ses tydeligt helt friske bævergnav i træstammen. Se lige de fine træspåner der ligger rundt om stammen. Et helt nyt projekt. Bæveren kan gnave selv meget tykke træstammer over. Til højre for det friskovergnavede træ kan man se et gammelt bævertræ, der er fældet for længe siden. Her står kun en lille spids stub, der er helt sort, men man kan stadig se tandmærkerne. Den slags “gamle” bævergnav kan man også møde ude i naturen, hvor bæveren har været forbi.
Her har bæveren ret nyligt fældet et stort birketræ. Birketræer er noget af bæveren yndlingsmad. Pil og bævreasp er også nogen af de træer, bæveren gerne spiser barken fra.
Når bæveren har fældet et træ, kan den nå barken på stammen, der nu ligger ned. Bæveren er et ret stort dyr. Den kan have en kropslængde på mellem 95 og 135 cm. Det får man en fornemmelse af her, hvor man kan se, hvor højt op bæveren kan nå, når den sidder og spiser. Denne stamme ligger næsten en meter over jorden og går Kamilla til hoften.
Bæveren er ikke bange for at give sig i kast med store projekter. Dette træ har en diameter på cirka 40 – 50 cm!
Når der ikke er træer at spise lige ved siden af søen, hvor bæveren bor, begiver den sig gerne et lille stykke væk for at finde mad. Her har bæveren fundet en plet i skoven cirka 50 meter fra sit bo, hvor der stod en række birketræer. Det gør der ikke længere, kan du se. Disse birketræer er fældet for noget tid siden – man kan se, at det ikke er helt friskt og lyst, der hvor træerne er gnavet over. Om sommeren fælder bæveren træerne for at få fat i de mindre grene i toppen af træet, hvor er der blade på, den kan spise.
Bæveren er lidt klodset på land, så er her er den meget udsat. Den vil helst sidde med sin mad i fred og ro i vandkanten, hvor den hurtigt kan svømme væk. Derfor slæber bæveren gerne grene fra de træer den fælder med ned til vandet. Her kan du se et rigtig flot slæbespor. Det er en sti, bæveren har lavet, hvor den går op i skoven og fælder birketræer. Herefter slæber den grenene med tilbage til vandet. Man kan lige skimte på billedet, at der ligger en hvid, fældet birkestamme for enden af stien oppe i skoven.
Her ser du en typisk spiseplads: En samling af afgnavede små grene ude i vandet lige i vandkanten. Bæveren vælger gerne et fast sted i en periode, hvor den slæber sin mad hen og sidder og spiser.
Et sidste kig ud over “Bæverland”. Dette træ er bæveren netop begyndt på. Det står lige ved siden af en vandresti. Læs mærke til den blå plet oppe midt på træstammen. Pletten markerer til skovgæster, at de nu følger “Den blå rute”. Det kan være, Naturstyrelsen snart skal ud og sætte en ny markør op, så gæsterne ikke farer vild derude 😉
Nyeste udgave af magasinet Natur & Miljø udkom i efteråret med vores artikel om bæveren og dens indtog i dansk natur.
Vi var på tur med seniorkonsulent Thomas Borup Svendsen og biolog Henning Asser, begge fra Naturstyrelsen Vestjylland, i Klosterheden og se på landskabet, der nu i høj grad er præget af bæveren.
Klosterheden blev grundlagt i 1800-tallet som produktionsplantage, og det karakteristiske ved området er de mange smeltevandsslugter, hvoraf mange har stået tørre og overgroede hen.
Siden man satte bævere ud for godt tyve år siden, har omgivelserne ændret sig.
“Vi har fået meget mere vand i landskabet. Selv der, hvor vi ikke vidste, at der var vand, har bæveren fået det frem. Den har lavet mange flere lysåbne områder og gjort landskabet og naturen mere varieret,” fortæller biolog Henning Aaser i artiklen.
Derudover skaber bæveren også en masse dødt ved – fældede træer, der får lov at ligge i naturen og rådne.
Alt dette til sammen gør, at bæveren skaber en natur, der er gavnlig for både svampe, planter, fugle og padder. I Klosterheden ser man nu mange flere isfugle end før bæveren, den butsnudede frø er for alvor ved at komme tilbage i området, og der er fundet syv nye flagermusearter.
Også på Sjælland har bæveren gjort sit indtog. Man satte bævere ud i Nordsjælland 2009 – 2011, så den flittige gnaver har haft kortere tid at etablere sig i her, men det går fremad, fortæller Niels Worm fra Naturstyrelsen Nordsjælland: “De er begyndt at fælde træer og lave dæmninger og man begynder så småt at møde bævere også uden for Arresø-området, hvor de er sat ud. Mit håb er, at de breder sig til Gribskov, så vi kan få vand i nogle af de gamle udtørrede moser og få flere lysåbne arealer,” fortæller han til Natur & Miljø.
Det spørgsmål har vi fået næsten hver eneste gang, vi har fortalt, at vi skulle til Sjælland for at se bæverens omgivelser derovre.
Og svaret er JA, der findes bævere på Sjælland, og i oktober var vi en uge i Nordsjælland for at se, hvor bæverne færdes herovre samt lave interviews til bogen.
Jylland “overhalede” Sjælland
Faktisk var de oprindelige planer, at bæveren først skulle sættes ud på Sjælland. Alle tanker og forberedelser omkring udsætningen af bæver i Danmark blev oprindelig lavet med Arresø for øje. Det vidste vi til gengæld ikke, så det var noget af det, vi lærte af vores interviews på turen.
Alt omkring udsætningen af bæveren var timet og tilrettelagt, men i sidste øjeblik lykkedes det alligevel ikke at få den afgørende tilladelse fra det daværende Frederiksborg Amt, som sagde nej.
Til gengæld var man i det daværende Ringkøbing Amt i Vestjylland meget ivrige efter at få bævere til området.
Sådan gik det til, at det var Klosterheden og ikke Arresø, som ellers oprindeligt planlagt, der fik glæde af de allerførste udsatte bævere i Danmark i 1999.
I dag breder bæveren sig i det nordsjællandske
Naturstyrelsen i Nordsjælland holdt dog gryden i kog, og bæveren kom op i debatten ved flere lejligheder. Ti år senere var kommunerne i det tidligere Frederiksborg Amt klar med en godkendelse, og i 2009 kom de første bævere til Arresø.
Da det ikke var muligt at skaffe bævere nok på én gang – der skulle udsættes minimum 20 for at opbygge en bestand – blev der sat bævere ud tre år i træk.
De blev sat ud ved Arresø både ved Vinderød Vig og ved Nørremosen, og så blev de sat ud ved Ellemosen, Holløse Bredning, Alsønderup Enge og Solbjerg Engsø.
23 bævere i alt fra 2009 til 2011.
Bæverens omgivelser på Sjælland er meget anderledes end i Jylland. Hvor de blev sat ud i Klosterheden i sin tid, er området præget af skov og små vandløb, området i Nordsjælland er domineret af Arresø, Danmarks største sø, mere åbent land og små åløb.
Men bæveren trives tilsyneladende begge steder, og i dag findes den på Sjælland i et stort område omkring Arresø, hvor den nu har bredt sig ud i alle de mange åer og småsøer, der har forbindelse til søen.
I dag menes der at være omkring 60 bævere på Sjælland.
Omgivelserne her ved Arresø, hvor bæveren blev sat ud på Sjælland, er markant anderledes end skovlandskabet i Klosterheden, hvor de jyske bævere blev sat ud. Men bæveren trives begge steder.
Oplev ‘bæverskjulet’ ved Dronningholm
Mange er nysgerrige omkring bæveren og vil gerne opleve dyret og spor af den. Derfor har Nationalpark Kongernes Nordsjælland i samarbejde med Naturstyrelsen Nordsjælland og Halsnæs Kommune bygget et bæverskjul – en hytte, hvor man kan sidde skjult med udsigt over Dronningholm Mose, hvor bæveren i dén grad har været på spil.
I foråret 2021 opsatte Naturstyrelsen Nordsjælland, Halsnæs Kommune og Nationalpark Kongernes Nordsjælland dette bæverskjul ved Dronningholm Mose. Her kan man få et godt overblik over miljøet, som bæveren har skabt, og hvis man er heldig – og tålmodig – kan man måske også se bæveren.
Vi besøgte også stedet og sad fire aftener i skjulet. Vi så desværre ikke bæveren, men man skal også være ret heldig. Vi sad der i skumringstiden, hvor de bedste chancer er – bæveren kommer helst frem ved solnedgang og lige efter, og det bliver hurtigt for mørkt til at se den. Men man kan jo gøre forsøget.
Selvom vi ikke så bæveren, var det en stor oplevelse at sidde derude. Vi har ikke været ved Dronningholm Mose før, men har fået beskrevet området som en stor, lidt sumpet eng med en masse elletræer og en lillebitte sø i midten. Sådan så det ikke ud, da vi besøgte området.
Bæveren har nemlig bygget en dæmning, så hele området nu står under vand. Det giver et meget specielt miljø. De mange elletræer står nu under vand og er ved at dø, og ude i midten af området er der nu en ø, hvor bæveren har sit bo.
Vil man gerne se spor efter bæver på Sjælland, er dette område oplagt – alene fordi det er så stort, og hele miljøet er præget af bæveren.
Det var vildt at tænke på de beskrivelser af området som en stor eng med en lille ‘vandpyt’ på, mens vi sad derude og nu kunne se ud over det helt særlige landskab, der nærmest lignede noget fra Sverige.
Sådan ser udsigten fra bæverskjulet ud – Dronningholm Mose er nu nærmest en stor sø og de mange oversvømmede og udgående træer skaber en helt særlig stemning.
Mange stimer af småfisk svømmede i vandet, de hoppede op indimellem, og meget ofte så og hørte vi kæmpe plask fra en stor gedde, der havde til huse lige foran bæverskjulet.
Men det vildeste var fuglelivet. Vi hørte isfugleskrig som aldrig før, og vi så også fuglen flere gange. En enkelt gang dykkede den ned efter fisk lige foran os.
Vi så fiskehejre og sølvhejre, halemejser og blishøns. Og et væld af ænder! Det var meget magisk at kunne sidde og observere de mange forskellige slags ænder lige ude foran – og meget pædagogisk kunne man jo så øve sig i at kende forskel. Der var almindelige gråænder selvfølgelig men også krikænder, skeænder og knar-and for nu at nævne nogle af dem, vi så.
Vil man se spor efter bæveren – og måske dyret selv, så er bæverskjulet et besøg værd. Ellers er strækningen af Pøleå fra Fruebjergvej og ind mod Hillerød et godt sted. Her går en cykelsti langs åen, hvor man flere steder kan se, hvor bæveren har trådt vegetationen ned på kanten af åen, hvor den har været oppe af vandet.
Vi så ikke bæveren på Sjælland – men vi så sporene. Her ved Dronningholm Mose. Fra Hillerød går denne cykelsti helt tæt ved Pøleå, som også er et godt sted at opleve spor af bæver på Sjælland. Man kan gå tæt ved åen pga stien. Her fotograferet lige ved Fruebjergvej. Spor efter bæver ved Pøleå. I oktober var vi en uge i det nordsjællandske, hvor vi mødtes og havde interview med centrale personer, som skal med i bogen – og så brugte vi selvfølgelig al resterende tid rundt i naturen for rigtig at opleve omgivelserne på Sjælland og se, hvor de sjællandske bævere holder til.
Bæverenidanmark.dk 