Er børnebog ophav til myte om bæverens mad?

Et af afsnittene i bogen “Bæveren i Danmark” skal handle om, hvad bæveren spiser. Særligt dette afsnit synes vi er vigtigt, for det er et emne, vi møder rigtig mange misforståelser omkring og får mange spørgsmål til, når vi er ude blandt folk. 

Er bæveren et rovdyr, vil mange gerne vide. Og nej, det er det den ikke. (Og det er vist godt nok – vi kan godt forstå, man kan blive bekymret ved udsigten til en 35 kg tung og massiv blodtørstig bæver med mejselskarpe tænder.)

En af de mest sejlivede myter i forhold til bæveren er, at den spiser fisk. Det gør den IKKE. 

Mange er skeptiske over for bæverens tilstedeværelse i Danmark, og det må man naturligvis gerne være – men det skal ikke være med den begrundelse, at den spiser alle fiskene. Det er det, man kan kalde fake news. 

Bæveren er vegetar. Den spiser plantemad: Urter og vandplanter, blade og skud på træerne og bark. På billedet øverst ser du bæveren i gang med sin aftensmad – den har fundet et godt sted, hvor den kan spiser bladene direkte af træet.

Er det Narnias skyld?

At bæveren spiser fisk er en påstand, vi hører så ofte, at det er lidt interessant at tænke over, hvor den myte kommer fra.
Det er nok ikke til at finde én specifik kilde til misforståelsen, men én af dem, kunne godt være den kendte og meget læste bog af C.S. Lewis fra 1950 om eventyrlandet Narnia. 

Narnia-serien er kendt i det meste af verden, den er filmatiseret og vel næsten fast pensum i barndommens læsning. 

I bogen “Løven, Heksen og Garderobeskabet” møder man Hr. og Fru Bæver, der er et hyggeligt indslag på den ellers farefulde færd, som børnene Lucy, Peter, Edmund og Susan har begivet sig ud på i Den Hvide Heks’ rige. De to godmodige bævere tager imod børnene, inviterer dem indenfor og hjælper dem videre på rejsen. Børnene beundrer Hr. Bævers flotte dæmning – ‘årh det er skam blot en bagatel, blot en bagatel,’ siger Hr. Bæver beskedent – og så er den ikke engang færdig endnu, betror han dem. 

Inde i bæverbo sidder Fru Bæver ved symaskinen og syr, og det er så her, der sker noget i fortællingen, som nok blot er en detalje i historien, men som måske har været med til at lægge kimen til flere generationers misforståelse!

Fru Bæver har sat kartofler over, og nu skal Hr. Bæver skaffe mad: Han skal ud og fiske! Det går ham godt den dag, og snart steger mange store ørreder lystigt over ilden på panden i rigeligt stegefedt, kan man læse. 

Både børn og bævere nyder fiskemenuen med smør til kartoflerne. Børnene med sødmælk til, Hr. Bæver med øl, som er det eneste, han drikker. Til dessert får de varm te og syltetøjsroulade; klistret og frisk fra Fru Bævers ovn. 

Dette måltid er meget nøje beskrevet i bogen, og måske kan det tænkes, at det netop er her fra dette eventyr, der er allemandseje og har været læst for børn i generationer, at den store misforståelse stammer, at bæveren spiser fisk. 

Foto af en af siderne i Narnia “Løven, Heksen og Garderobeskabet” med illustrationer af Pauline Baynes. Her ses børnene og bæverne bænket om bordet til fiskemåltidet.

Hvad med syltetøjsrouladen?

Man kan måske nok tænke, at det er en anelse underligt, at det netop er det med fiskespisningen, der er blevet taget for gode varer og har levet videre som en myte. Man har for eksempel aldrig hørt den misforståelse, at bævere kun drikker øl, eller at den spiser alle landets syltetøjsroulader, mens den syr i forrygende fart på sin Husquarna. Alle de andre ting om bæveren, som står beskrevet i bogen. 

Men eftersom C.S. Lewis har taget den realistiske detalje med omkring bæverens dæmning, kan det måske være nærliggende at tænke, at fiskene måske også var en sådan realistisk detalje, da bæveren jo lever ved vandet? Det er ikke til at vide, hvem der i sin tid besluttede at tage netop denne detalje til troende. 

Måske er det odderens skyld?

Misforståelsen stammer sikkert ikke alene fra dette eventyr, og forklaringen på den skal nok findes mange steder. Måske også i det faktum, at bæveren i manges øjne fysisk måske kan minde om en odder?

Overfladisk set kan man måske nok godt forstå denne forveksling. I skyndingen ser man to pattedyr: De er begge brune, de er begge pelsede, og de lever begge ved vandet og er gode svømmere. Det er let at blive i tvivl, hvem er hvem, og hvem spiser hvad?

Bæverungerne har medfødt ‘svømmebælte’ (inkl. video)

(OBS: Dette blogindlæg er fra sommeren 21, hvor bæverungerne netop var kommet ud af hulen).

I januar/februar måned parrer bæverne sig. Og nu er det tid til, man kan se resultatet.
Bæveren får typisk mellem en og tre unger, der fødes i maj og juni.
De første par måneder er de små inde i bæverboet. De får mælk hos bævermor, men de kan ret hurtigt også spise fast føde i form af planter, urter, blade og små grene, som de voksne bævere plukker og henter med ind i hulen til dem.

Har indbygget ‘svømmebælte’
Bæveren har en helt utrolig tyk og tæt pels. Det er vigtigt, når den lever sit liv ved og i vandet. Pelsen er vandtæt, og den hjælper bæverne med at holde varmen i koldt vand.
Mellem hvert hårstrå i den tætte bæverpels er der luft. De mange småbitte luftbobler isolerer rigtig godt.

De små bæverunger fødes også med den karakteristiske tykke pels, der er godt isoleret – men ungerne er så små og lette, at de faktisk ikke kan dykke under vandet den første tid, fordi den megen luft i pelsen holder dem oppe. Nærmest som et indbygget svømmebælte!
Bæverens hule har altid udgang under vandet, så rovdyr ikke kan komme ind – det betyder, at bæverne er nødt til at dykke ned under vandet for at komme ud i den sø, de nu bor ved.
De helt små unger kan derfor ikke komme ud af hulen, før de er store og tunge nok til at kunne dykke. Derved kommer de først ud i det fri, når de er lidt større og bedre rustet til verden udenfor.
I områder, hvor der kan komme oversvømmelser, eller hvor bæverne har huler ind i brinker ved floder, der somme tider går over brederne, kan bæverboet blive oversvømmet. Her drukner de små unger, der endnu ikke kan dykke. Det er selvfølgelig en bagside af medaljen.

I videoen her kan du se bæverungen fra Klosterheden svømme rundt. Læg mærke til, at den nærmest flyder i vandet som en lille korkprop med en stor del af kroppen over vandoverfladen.

Tidligt op og fuld fart på
Udover denne uheldige side-effekt, der dog nok fungerer som en naturlig regulering af bæverbestanden, tror vi, det er en meget smart mekanisme, at bæverne på den måde har styr på de nye små inde i hulen den første tid.
Bæverungerne er meget små – en lækkerbidsken for mange rovdyr.

Nu er der imidlertid gået et par måneder, siden ungerne blev født, og i denne uge har vi været så heldige at møde en familie med hele to små unger, der nu er gamle nok til at komme ud.
De sidste aftener har vi siddet og observeret dem, og vi må sige, det vist er en fin ting, at ungerne er indendøre, mens de er mest sårbare, for det skorter ikke på virketrang og opdagelyst. De er ikke lette at holde styr på. (Man kan måske næsten forestille sig, at de voksne bævere puster lidt ud nu, hvor ungerne kan tage en svømmetur selv?)

Vi oplever, at ungerne kommer en del tidligere ud af boet end de voksne. Bæverne er nataktive og kommer som regel først ud lige omkring solnedgang – måske lidt efter. I disse dage vil vi forvente at se de voksne bævere ude kvart i ti – ti om aftenen.
Første unge dukkede ud af hulen kvart over otte! De står altså tidligt op – det er der nok andre småbørnsforældre, der kan nikke genkendende til.

På størrelse med en lille kanin svømmede ungen rundt i den store sø og så sig om. Hurtigt var den helt på den anden side af søen.
Aftenen igennem svømmede den lidt frem og tilbage, og et par ture hjem i hulen igen blev det også til.
Ind imellem så man også bæverunge nummer to, men den blev mere forsigtigt omkring hulen, hvorimod vores første unge var meget aktiv.
Til sidst blev den sulten og fik med meget stort besvær befriet en, for den, stor gren (for os andre lille kvist), som den satte sig i vandkanten og spiste med høje gnave- og smaskelyde.

Herunder ser du fotograf Mikkel Jézéquels billeder fra de sidste par aftener med den lille bæverunge.

Karsten var i mesterlære som ‘bæverfanger’

I 1999 var der ingen i Danmark, der havde erfaring med bævere. Det var vigtigt, at der dog var nogen, der kunne håndtere dyret, når det skulle udsættes her, og én af dem, der blev spurgt, om han ville arbejde med projektet, var Karsten Lund Jensen, skovløber i Naturstyrelsen Vestjylland. 

Journalist Kamilla Husted Bendtsen har i denne uge haft fornøjelsen af at interviewe ham til bogen “Bæveren i Danmark” om oplevelserne dengang, hvor Karstens hverdag på arbejde så noget anderledes ud end vanligt. 

Han sagde straks ja til at være med på bæverholdet i Tyskland, for han har altid syntes, det var spændende med det nye dyr, der skulle sættes ud til gavn for naturen. 

Karsten og hans kolleger var i Tyskland i 14 dage hos de tyske bæverfangere og hjalp med at indfange de dyr, der skulle til Danmark. Tyskerne havde holdt øje med dyrene og havde styr på, hvor de færdedes, og hvor mange der var. Der var enkelte enlige bævere, men ellers gik man efter at fange hele bæverfamilier ad gangen. 

Bæveren er bomstærk!

“Jeg havde selvfølgelig læst på lektien, men jeg havde aldrig set en bæver før i mit liv, da vi kom til Tyskland. Den første bæver jeg så, var jeg med til at fange,” fortæller Karsten Lund Jensen, der forklarer, at tyskerne havde forberedt indfangningen og spændt net ud under vandet, hvor de fangede bæveren. 

“Men en bæver kan jo gnave sig ud af sådan et net på nul komma fem, så man skal være hurtig til at få den op på land og så kaste sig over den,” forklarer Karsten, der måtte skynde sig at overmande den første bæver i hans bekendtskab – dyrets styrke kom dog bag på ham. 

“Jeg vejede nok 90 kg dengang, og jeg satte mig på skrævs henover dyret og holdt det fast, men det var alligevel en stor opgave. Den er meget muskuløs og ekstrem stærk,” fortæller han. 

Rolige dyr

Bæveren kom hurtigt ud af nettet og over i en transportkasse. Herfra blev den sat ud i et midlertidigt anlæg, der var lavet til dyrene. Her kunne de både gå på land og i vandet, og der var et lille hus til dem. 

Selvom bæverne selvfølgelig satte sig til modværge, når de sådan blev overmandet af en jysk skovarbejder med et net, så faldt de fint til ro i deres midlertidige indhegning, fortæller Karsten Lund Jensen. 

“De var helt rolige, mens de var i “kravlegården” i Tyskland. Vi så til dem hver dag, og vi gav dem mad. Friske pileskud og den slags plukkede vi til dem dagligt, og de spiste godt af det hele.”

Da familierne efterhånden var indfanget, blev de transporteret til Danmark i en lejet lastbil, der var beregnet til at transportere zoologiske dyr, og herefter blev de som bekendt sat ud i Klosterheden. 

I alt seks steder blev der sat bævere ud, for det meste i al stilhed, men den første udsætning, hvor der blev sat en bæverfamilie ud i Møllesøen, skete under fuld bevågenhed fra pressen og med et stort publikum. 

En, to, tre så svømmede bæveren rundt i søen

Inden udsætningen havde man fået konstrueret kunstige bæverboer. 

Karsten Lund Jensen var selv med til at bygge nogle af dem. 

“Vi gravede en hule på cirka en kvadratmeter og dækkede den til med grene, så den lignede et rigtigt bæverbo. Hulen havde en gang, som mundede ud under vandet, ligesom bæverne selv laver. Vi havde dog spærret udgangen under vandet med pilegrene, for det var meningen, at bæverne skulle været et døgns tid i hulen, så de kunne akklimatiseres og falde til, inden de kom ud,” fortæller skovløberen. 

Men sådan gik det ikke!

“Vi kom med bæverne i transportkassen, og til ære for publikum og pressens fotografer havde vi stillet en lille “løbegård” op; et metalbur, som bæverne selv skulle gå igennem fra transportkassen og hen til hulen. Så kunne man da lige nå at se dem, havde vi tænkt. Men det havde vi nu ikke behøvet. Bæverne kom godt ned i hulen, vi lukkede til med grene, for nu skulle de jo lige være dernede i fred og falde til – men der gik kun 20 sekunder, så svømmede bæverne rundt ude i søen. Så kunne publikum jo rigtig se dem. Bæverne havde ikke ladet sig sænke af vores pilegrene foran udgangen, det havde de slet ikke taget sig af,” fortæller Karsten Lund Jensen og siger samtidigt (en lille smule ærgerlig?), at bæverne nu i øvrigt slet ikke ville bo i de kunstige bæverboer, der var lavet til dem. 

“Vi havde ellers fulgt tyskernes anvisninger til punkt og prikke. Men det var nok ikke helt godt nok alligevel.”

Han glæder sig dog over, at bæverne synes at kunne lide valget af område. Der har for eksempel været bævere omkring Møllesøen lige siden, dyrene blev udsat.
Territoriet var altså godt nok, det var bare boligerne, der ikke indfriede forventningerne. 

Derfor byggede bæverne selv deres egne boer efterfølgende – ofte ret tæt på de kunstige menneskeskabte. 

Karsten Lund Jensen fortæller om sine oplevelser med at indfange bævere i Tyskland og sætte dem ud i Danmark lige her ved Møllesøen i Klosterheden, hvor de allerførste bævere blev sat ud. Det blev de på den lille ø, man måske akkurat kan skimte i baggrunden lige bag Karsten med de yderste små grantræer. 

Bæveren skaber død, der skaber liv

I sidste uge var vi på research-tur til Klosterheden under arbejdet med bogen. Her besøgte vi et stykke skov med høje graner, og ind imellem kunne man tydeligt se, hvordan bæveren har udset sig træer (ædelgraner), hvor den har gnavet barken af hele vejen rundt, så langt op den har kunnet nå.

Nogle mener, at bæveren kan spise noget af barken, andre mener, at bæverens ‘vandalisme’ simpelthen er en adfærd, der er designet til at få de store skyggende grantræer til at gå ud. Der vokser nemlig ikke mange planter i den mørke skygge af sådan et stort træ. Når træet går ud, kommer der lys ned, og der kan vokse planter og urter, som er mad for bæveren.

Uanset hvorfor bæveren har denne adfærd, hvor den løbende og tilsyneladende tilfældigt udvælger og afbarker store graner, så har det vidtrækkende effekter for både naturen og det enkelte træ. Uden den beskyttende bark sygner træet langsomt hen og dør.
Det er jo tragisk. Men træernes død er en rigtig god ting for hele økosystemet.
Når træerne dør, kommer der dødt ved i naturen, og her er levesteder for en helt masse insekter samt svampe og andre nedbrydningsorganismer.

Biller, insekter, larver og andet godt, der lever i det døde træ, er mad for fuglene, og det fører en helt masse nyt liv med sig. For eksempel spætten er rigtig glad for de afgnavede ‘bævertræer’.

I Klosterheden er der både stor flagspætte, sortspætte og grønspætte. De laver alle et nyt redehul i de døde træstammer hvert år, alle i forskellig størrelse. Alle disse spættehuller er guld værd for skovens andre beboere – der er nemlig mangle på den slags ‘boliger’ derude. Alle de mange forskellige små fugle i skoven kan flytte ind her, også flagermus og skovmår kan finde bolig i de døde træer.

Og der er endnu en “smart” mekanisme i den bæverskabte natur: Bæveren tager et lag bark fra et træ hist og pist og lidt fra år til år. Det betyder, at træerne ikke er lige langt i deres forfald. Nogle træer er afbarket i år og er stadig friske, andre har ligget visne og døde i flere år. Der er dødt ved i flere stadier derude, hvilket skaber levesteder for mange forskellige typer insekter, svampe og fugle med videre, der kræver forskellige forhold.
Alle de døde træer skaber altså en stor variation og et mylder af liv.

En fotografisk udfordring: Bæveren i vandkanten

Det skrider fremad med arbejdet omkring bogen. Efter nogle vintermåneder, hvor bæveren ikke er særligt aktiv, er det nu for alvor blevet forår, og bæverne begynder at være mere fremme.
Derfor har fotograf Mikkel Jezequel brugt meget tid intensivt på bæverfotografering de seneste par uger.
Dette er et blogindlæg særligt for de fotointeresserede.

Målet er, at få så mange billeder som muligt at bæveren i forskellige situationer. Vi vil gerne vise så meget af bæverens adfærd og levevis som muligt i den nye bog.

Arbejdet byder på mange fotografiske udfordringer:
Dels er bæverne ret sky, så man må arbejde skjult og stille – det er nu altid et mål her i firmaet. Dyrene skal forstyrres så lidt som muligt og allerhelst slet ikke forstyrres!

Derudover er bæveren nataktiv. Den kommer frem ved solnedgang, så der er kun et meget kort tidsrum, hvor man kan fotografere den, fordi det så bliver for mørkt.

Forleden aften var det utroligt stille, en rigtig smuk aften. Den manglende vind gjorde, at vandet i bæversøen var helt stille og spejlblankt. Perfekt til at få et billede, hvor bæverens refleksion vises i vandet. Det var målet.

Men det er svært, for den slags billeder kræver, at man som fotograf befinder sig helt nede ved vandkanten – så tæt på vandspejlet som muligt. Det er en svær stilling at få, fordi stativet til kameraet ikke kan gøres så lavt, at man kan få kameraet helt ned til vandets overflade, og man er nødt til at bruge stativ for en ordentlig billedkvalitet.

Men her brugte fotograf Mikkel Jezequel sit “hemmelige våben” – her kommer et tip til dig, der selv fotograferer: En ærtepose! (Bean bag på engelsk), som man kan støtte kameraet på i stedet for stativet.

En ærtepose er en stofpose fyldt med et egnet materiale – det kan være små tørrede ærter, heraf navnet. Nogle bruger fuglefrø, men de skal nok skiftes ret ofte, da det kan blive lidt klamt, hvis de bliver våde.
Den ærtepose, vi bruger, er købt færdigsyet i kamuflagestof og med en solid rem, men man kan også sagtens lave sig sin egen ærtepose!

Ærteposen giver et fast fundament under kameraet, holder det stabilt, og er samtidig en lav base helt nede ved jorden.

Den bliver flittigt brugt hos os, for selvom der ikke skulle være forhold, der gjorde det muligt at få spejlingen i vandet, så er det altid godt at være i øjenhøjde med det dyr, man fotograferer, og det kræver ofte, at man må helt ned til jorden.

Denne aften kom ærteposen med kamera, objektiv og fotograf helt ned i vandkanten, og fotografen bruge en god times tid her på maven.
Det gav vådt kamuflagetøj og våde bukser indenunder – men det gav også det ønskede resultat!

Bæveren kom frem, svømmede lidt rundt, hvorefter den klatrede op på bredden, hvor den sad og spiste et par kviste. Bagefter gik den i vandet og svømmede væk igen.
En rigtig god oplevelse!